TEGNSÆTNING
OM SPROGET
 
 
SPROGRIGTIGHED
 
 
 

Nogen eller nogle

 
 
Vi kan ikke høre forskel på hvornår det er korrekt at bruge nogen, og hvornår det er korrekt at bruge nogle fordi vi udtaler ordene på næsten samme måde. Derfor kan det være svært at afgøre hvilken form der er den korrekte. Stavekontrollen er ikke til nogen hjælp når det gælder nogen eller nogle, den skelner ikke mellem de to ord.
 
 
 
 
Så derfor er du selv nødt til at kende reglerne for hvornår man skal bruge enten nogen eller nogle. For selvom ordene som regel udtales ens, så betyder nogen og nogle noget lidt forskelligt. I dette notat kan du læse om hvornår du skal bruge nogen, og hvornår du skal bruge nogle.

Stavekontrollen kan ikke skelne mellem nogen og nogle, derfor vil den fx acceptere disse – ukorrekte - sætninger:
 
UKORREKTE SÆTNINGER:
·  Der holdt nogen politibiler ud for naboens hus. 
·  Cæcilie lovede ikke at fortælle det til nogle.

  I stedet burde der stå:
KORREKTE SÆTNINGER:
·  Der holdt nogle politibiler ud for naboens hus.
·  Cæcilie lovede ikke at fortælle det til nogen.
 
HUSKEREGEL
FORSKELLEN PÅ NOGEN OG NOGLE ER SOM HOVEDREGEL:
•    at nogen betyder 'nogen som helst', 'en eller anden' eller 'nogen overhovedet'
•    at nogle betyder 'en del', 'flere'' et par', 'visse', eller 'enkelte'.
 
Nogen
Nogen betyder 'nogen som helst', 'en eller anden' eller 'nogen overhovedet'. - Hvis man kan indsætte 'nogen overhovedet’, 'en eller anden' eller 'nogen som helst' uden at betydningen bliver en helt anden, skal man derfor bruge nogen.
EKSEMPLER PÅ BRUG AF NOGEN:
·  Der var ikke nogen i it-lokalet.
·  Kommer der nogen til personalemødet fredag aften?
 
Nogen bruges især i bestemte sætningstyper nemlig nægtende sætninger, betingede sætninger og ved spørgsmål:
NÆGTENDE SÆTNINGER:
Brug nogen i sætninger med ikke eller andre benægtelser:

·  Vi har ikke nogen penge.
 
BETINGENDE SÆTNINGER:
Brug nogen i betingende sætninger – dvs. "hvis-sætninger":

·  Hvis der er nogen overlevende, skal vi nok finde dem.
 
SPØRGSMÅL:
Brug nogen i spørgsmål:

·  Har du nogen børn?
 
Nogle 
Nogle betyder 'en del', 'flere'' et par', 'visse', eller 'enkelte'. - Hvis man kan indsætte 'et par', 'visse', 'en del' eller 'enkelte' uden at betydningen bliver en helt anden, skal man derfor bruge nogle.
EKSEMPLER PÅ BRUG AF NOGLE:
·  De så nogle uinspirerende tv-udsendelser. 
·  Han købte nogle lakridser til hende
.
 
Se på betydningen 
Nogen og nogle har forskellige betydninger. Man kan derfor afgøre valget mellem dem ved at kigge på betydningen. I visse tilfælde kan det betyde noget forskelligt om vi bruger nogen eller nogle, fx:
Læreren forhindrede kursisterne i at tage nogen af kagerne.
(Dvs. nogen som helst). 

Læreren forhindrede kursisterne i at tage nogle af kagerne.
(Dvs. en del af dem, men ikke alle).
 
 
 
TEST DIG SELV I DINE FÆRDIGHEDER
 
 
 
 
 

BRUGERVEJLEDNING:
Klik dig ind på de forskellige temaer via nedenstående 3 ikoner: Sprogrigtighed, Tegnsætning eller Om sproget. Her finder du emnerne og materialerne for de 3 temaer.